Stress som migræne-trigger
Stress er en underlig størrelse, som vi alle taler om, men ikke rigtigt gør noget ved – ligesom vejret –
Stress er måske den årsag til migræne, som vi oftest hører om. Det er nok fordi han/hun har været stresset, siger vi mangen en gang, når en af vores venner ligger med migræne. 62% af migrænikerne i en undersøgelse mente, at deres migræne oftest skyldtes stress (Robins 1994). Alligevel er der kun få egentlige undersøgelser af sammenhængen mellem stress og migræne (Galiano med en række medarbejdere, 1995).
Men hvad er stress egentlig? Mon ikke vi alle har vores egen definition af, at vi er stressede, når alting sker lidt for hurtigt, vi skal gøre noget, som er mere eller mindre umuligt, og der er noget eller nogen, der driller. Rent lægefagligt er stress mere veldefineret. Stress er, at vi bliver udsat for påvirkninger, som frigør adrenalin og cortisol fra binyrerne. De to stoffer sætter os i stand til at kæmpe eller flygte, når farer dukker op. Det er ikke altid specielt hensigtsmæssigt på arbejde eller sammen med familie og venner, og så er kroppen i alarmberedskab, men kan ikke udnytte de ekstra ressourcer, som er mobiliseret.
Hvis vi udsættes for stress i længere perioder, har vi svært ved at sove (især kommer vi til at mangle dyb søvn), får mindre lyst til sex, får trang til sukker og andre stimulanser, og glemmer let at geare ned. På langt sigt får vi fysiologiske problemer, og i værste fald blodpropper og død.
Se dias (2,9 MB) fra foredrag om stress af Mikael Rasmussen, 20. januar 2010.
J. R. Fozard fra medicinalfirmaet Sandoz skrev (i 1995), at stress i hvert fald har én fællesnævner, nemlig vores fysiologiske reaktion. Når vi er stressede, afgiver de nerveceller, som kaldes 5-HT2B og 5-HT2C-receptorer, stoffet NO, som igen påvirker andre nerveceller, som får os til at føle smerte på grund af en steril inflammation i visse kar i hjernen og dermed migræne.
Dr. Fozard er ikke den eneste, der har haft en teori om, hvorfor vi får migræne af stress. Theoharides og en række medarbejdere fra Tufts University School of Medicine i Boston forklarer, at stress aktiverer nogle særlige celler i hjernen, som kaldes mastceller. Mastcellerne skulle så være skyld i migrænen.
Holm, Bury og Suda fra University of North Dakota har undersøgt, om kvinder har mere tendens til at få stress-migræne omkring menstruationen og fandt, at kvinder selv mente, at de havde øget tendens til at føle sig stressede og derfor får migræne lige før menstruationen. De giver dog ingen biokemisk forklaring på fænomenet.
I tidsskriftet Headache (November 1997) skrev psykologerne Holm, Lokken og Myers fra University of North Dacota om 20 sunde kvindelige studerende, som havde migræne. De blev bedt om at føre en omhyggelig dagbog over alle deres gøremål og samtidig notere, om de havde migræne, og hvor slem den var. Dagligdagens gøremål og hændelser var på forhånd klassificerede i 58 stress-klasser. Det viste sig, at 14 af de 20 studiner mindst én gang i løbet af 2 måneder fik migræne efter en stressende oplevelse. 4 af studinerne fik migræne, hvis styrke afhang af, hvor stort stressniveau, de havde oplevet, mens én oplevede at få mindre migræne efter megen stress. Der var desuden en vis sammenhæng mellem det at have migræne og det stressniveau, studinerne oplevede. 11 studiner fandt, at de var mere stressede, når de havde migræne, og der var en sammenhæng mellem migrænens styrke og stressniveauet.
I den måske mere kuriøse afdeling af stress skrev Bell og en række medarbejdere, at ældre mennesker med migræne, som selv føler, at de har haft en stresset ungdom, har tendens til at være mere følsomme over for duftstoffer end tilsvarende personer, som ikke føler, at de har haft en særligt stresset ungdom.
Der er i folkemunde en tendens til at påstå, at migrænikere reagerer stærkere på en stresssituation end ikke-migrænikere. I et forsøg, hvor migrænikere og ikke-migrænikere blev udsat for situationer, hvor de skulle klare uventede opgaver her og nu, viste det sig, at der ikke var nogen forskel mellem de to gruppers reaktioner, skriver Kroener-Herwig, Fritsche og Brauer fra Düsseldorf i Tyskland.
Tilsvarende fandt Passchier, Goudswaard og Orlebeke fra Rotterdam, at migrænikere og ikke-migrænikere generelt reagerer på samme måde f.eks. ved en eksamen. Dog steg pulsen på migrænikerne mindre end hos ikke-migrænikere i eksamenssituationen.
Birthe Krogh Rasmussen fra Amtssygehuset i Glostrup skrev endelig, at den mest almindelige udløsende faktor for migræne blandt danskere er stress og mental spænding, men angiver ikke nogen klar definition på stress.
Hvis du vil læse mere om stress og migræne
R. Bell, G. E. Schwartz, D. Amend, J. M. Peterson og W. A. Stini, 1994. Sensitization to early life stress and response to chemical odors in older adults. Biological Psychiatry 35, 857-863.J. R. Fozard, 1995. The 5-hydroxytryptamine-nitric oxide connection: the key link in the initiation of migraine? Arch-Int-Pharmacodyn-Ther. 329, 111-9.
L. Galiano, I. Montiel, R. Falip, M. Asensio og J. Matias-Guiu, 1995. Stress as a precipitating factor in migraine. Rev-Neurol. 23, 830-2.
J. E. Holm, L. Bury og K. T. Suda, 1996. The relationship between stress, headache, and the menstrual cycle in young female migraineurs. Headache 36, 531-7.
J. E. Holm, C. Lokken og T. C. Myers, 1997. Migraine and Stress: A Daily Examination of Temporal Relationships in Women Migraineurs. Headache 37, 553-558.
B. Kroener-Herwig, G. Fritsche og H. Brauer, 1993. The physiological stress response and the role of cognitive coping in migraine patients and non-headache controls. Journal of Psychosomatic Research 37, 467-480.
J. Passchier; P. Goudswaard og J. F. Orlebeke, 1993. Abnormal extracranial vasomotor response in migraine sufferers to real-life stress. Journal of psychosomatic Research 37, 405-414.
B. K. Rasmussen, 1993. Migraine and tension-type headache in a general population: Precipitating factors, female hormones, sleep pattern and relation to lifestyle. Pain 53, 65-72.
L. Robins, 1994. Precipitating factors in migraine: A retrospective review of 494 patients. Headache 34, 214-216.
T. C. Theoharides, C. Spanos, X. Pang, L. Alferes, K. Ligris, R. Letourneau, J. J. Rozniecki, E. Webster og G. P. Chrousos, 1995. Endocrinology 136, 5745-50.
