Dette er medvirkende til, at patienten føler sig taget alvorligt og ikke føler sig overfladisk behandlet. I undersøgelsen og i hele vurderingen af patienten er det vigtigt, at man lægger vægt på objektive fund i stedet for subjektive klager. Tænk påde subjektive klager primært som emotionel kommunikation frem for som tegn på somatisk lidelse. Undgå udredning og undersøgelser, hvis de ikke er indiceret på grundlag af objektive fund eller et veldefineret (nyt) klinisk sygdomsbillede. Hvis patienten er kronisk somatiserende, er der en meget lille (<1-2%) sandsynlighed for, atman senere vil finde en lidelse, som kan forklare sygdommen. På den anden side har somatiserende patienter lige så stor risiko som andre mennesker for at få en (uafhængig) genuin somatisk lidelse.

Fortæl patienten, at det ikke er det, han siger, der er vigtigt, men det du finder, som er afgørende for behandlingen. Du er jo eksperten.

Somatiserende (fra Sundhed.dk) :

• Betegner kropslige symptomer, hvor somatiske forklaringer ikke kan påvises eller ikke står i forhold til de oplevede gener
• Somatisering er nært knyttet til hypokondri, hvor patienten opfatter minimale gener som tegn på alvorlig somatisk sygdom

Undgå vanedannende medicin. Den typiske kronisk somatiserende patient får flere forskellige typer medicin. Overvej, om medicinen ikke gør mere skade end gavn, både de psykoaktive og andre typer. Mange somatiserende patienter haret betydeligt misbrugspotentiale. Medicinen kan bevirke fysiske skader, er dyr for patienten,og de vil ofte komme i et psykologisk afhængighedsforhold og fx bruge det som bevis for deres sygdom over for omgivelserne og over for dem selv. Patienterne vil ofte have modstand mod en medicinsanering. Det er vigtigt, at man forklarer patienten årsagen til ændringer. ”Du har fået denne medicin længe nu, og jeg kan se, atdet ikke rigtigt har hjulpet dig, idet du bliver ved med at klage over… Jeg synes derfor, vi skal prøve at trappe ud af det”. Advar patienten om, at der måske i en overgangsperiodekan komme gener. Ved psykoaktive og smertestillende præparater kan det kan være vanskeligere at få patienten ud af medicinen. Man kan forsøge at forklare:”Jeg kan høre, at du er bange for at slippe medicinen, og at du føler, den hjælper dig lidt. Jeg er sikker på, at når du har vænnet dig til ikke at få medicinen, vil du fådet bedre, idet den også sløver dig, og du kan blive afhængig af den, således at du får flere problemer, end du allerede har. (Medicinen hjælper kun på kort sigt)”. Vær fast men ikke hård hændet eller straffende i saneringen af medicinen. Forebyggelse er bedre end behandling, hvorfor det er bedre at undgå potentielt vanedannende medicintyper.

Hvis patienten er utilfreds med at skulle stoppe med den smertestillende medicin, kan du forklare, at patienten er blevet afhængig af medicinen og derfor skal ud af den for at få det bedre.

Tal til patienten som om han er et vrangvilligt barn.

At diagnosen stilles, er vigtigt af hensyn til, at man selv holder sig den in mente, således at man tænker sig grundigt om, før nye somatiske udredninger eller behandlinger iværksættes (se under pkt. 1). Det gør det også lettere at holde stand mod det pres, som patienten til tider kan udsætte én for. Endvidere er noget ukendt ofte forbundet med angst og usikkerhed både for læger og patienter. Når ”fjenden får et ansigt” og et navn, er det lettere for patienten at forholde sig til og kæmpe imod. Dermed mindskes angsten.

Betydningen heraf kan ikke understreges nok, idet dette vil være en forudsætning for at få patientens accept og samarbejde.

om de ting (områder), du er enig i, og dem du er uenig i, men undgå at få patienten til at føle sig dum, nedgjort eller ikke respekteret. ”Jeg kan høre, at du har svært ved at tro på det, jeg siger”.

Afvent i en rum tid, før du vurderer om en behandling har hjulpet eller ej.

Målet er at kunne rumme patienten og dennes problemer (containment) samt at begrænse (iatrogene) skader. Det drejer sig således mere om management end om behandling, på samme måde som ved andre kroniske somatiske og psykiske lidelser.

Når man kender patienten, kan man fx sige ”at der er ikke noget i det, du fortæller, der får mig til at tænke på, at du skulle have fået en ny sygdom …”, ”Vi har jo tidligere talt om, at du er meget kropsligt reagerende, og jeg tænkte på, om der er sket noget for nyligt, eller om der er noget specielt, der bekymrer dig nu?”.

Emotionel kommunikation: følelsesmæssigt udbrud.

 (se TERM-modellens trin 1-3 og opfølgende samtaler) og overvej en henvisning til specialiseret behandling, hvis en sådan er tilgængelig.

Der findes ingen kontrollerede forsøg over virkningen af diverse psykoaktive stoffer ved somatiserende tilstande. Det er et klinisk indtryk, at mange somatiserende patienter har udbytte af antidepressiva og Buspar, og dette bør overvejes, også selv om patienten ikke har depressive eller angstsymptomer. Man bør dog være opmærksom på at seponere medicinen igen ved manglende virkning, når den har været anvendt i sufficient dosis og tid.

Der er godt nok ingen kliniske forsøg, som har vist at de har en virkning på migræne, hovedpine, træthed eller alle de andre symptomer, patienterne kommer med. Men de får patienten til at blive træt, så han ikke orker at  klage så meget.

Seponere: ophøre med at give medicinen.

I de kroniske tilfælde har mere end 50% af de somatiserende patienter også en anden psykisk lidelse. Start i mindre doser end sædvanligt og øg langsommere, idet den somatiserende patient ofte har både en lav tærskel og lav tolerance for bivirkninger. Vær stoisk og forsøg at holde fast i en påbegyndt behandling, indtil patienten har gennemført et sufficient behandlingstiltag. Vælg gerne medicintyper, der kan serummonitoreres af hensyn til, at disse patienter kan være meget ustabile i deres medicinvaner og i deres compliance, og fordi man så ikke udelukkende er afhængig af patientens subjektive oplysninger om bivirkninger.

Husk at bruge medicin af typer, som kan måles i blodet, for patienterne har tendens til at droppe medicinen. Du skal have beviser på, om de følger din behandling.

Serummoniteres: måles i blodet.

Compliance: retter sig i lægens anvisninger

Aftal et forløb med faste tider med 2-6 ugers interval og undgå konsultation efter patientens krav (evt. 1 p.n. tlf. aftale pr. uge). Dette er en absolut forudsætning for enhver behandling eller management af patienter med funktionelle symptomer af en vis varighed og sværhedsgrad. Hvis man ikke kan gennemføre dette, kan man lige så godt opgive behandlingen!

Somatiserende patienter vil ofte være tilbøjelige til at blive opslugt af sygerollen og komme ind i nogle selvforstærkende onde cirkler, hvor de bliver bekræftet i, hvor dårligt de har det, og hvor lidt de kan klare. Det er vigtigt at formulere årsagen til, at man ikke sygemelder patienten på en måde, så patienten ikke føler sig afvist eller ikke forstået. Formodentlig er der ikke risiko forbundet med en korttidssygemelding ved en veldefineret genuin somatisk lidelse som fx en fraktur hos en somatiserende patient. Dette kunne forklares ved den kliniske observation, at patienterne overraskende nok kan skelne, selv om de ikke er sig denne skelnen bevidst.

Sundhedssystemet (og det grå marked mv.) har et betydeligt medansvar for, at somatiserende patienter bliver kronificerede og invaliderede, idet patienterne ofte behandles og udredes på samme måde som genuine somatisk syge. Mange undersøgelser og behandlinger kan være forbundet med en betydelig risiko for fysiske skader samt såvel menneskelige som økonomiske omkostninger for patienten.

Kronificerede: tilstanden bliver kronisk.

Læger, der ikke kender patienten, vil ofte komme til kort over for svært somatiserende patienter, idet deres sygehistorie ofte er uoverskuelig, og patienten fremlægger sin egen forståelse af den. Det er derfor vigtigt, at kolleger har de fornødne oplysninger og helst instrukser for at kunne behandle patienten korrekt og for at kunne modstå det pres, som han eller hun kan føle sig udsat for.

Hvis en udenforstående læge får adgang til patienten, kan behandlingen blive ændret!

Specielt ved kronisk somatiserende patienter er der ofte et meget tæt symbiotisk samspil i familien. I mange tilfælde drejer hele familiens liv sig om patienten og dennes sygdom, og ændringer kan direkte modarbejdes af familien pga. misforståelser eller pga. en skrøbelig magtbalance i familien. Ændringer vil således gribe dybt ind i hele familiens liv, og det kan være en meget kompliceret sag at ændre på sådanne mønstre. Det er nødvendigt, at familien er indforstået med eller – bedre endnu – vil støtte patienten i at gennemføre behandlingen og de nødvendige adfærdsændringer. Egentlig familieterapi kræver en specialiseret viden, men det er altid muligt at tage en samtale med patient og familie. Man kan evt. overveje at benytte sig af hjemmestøtte eller lignende, herunder hjælp fra det distriktspsykiatriske team, hvis muligt.

Kronisk somatiserende patienter kan være nogle af de vanskeligste og sværeste patienter at behandle og håndtere overhovedet. Lægen udsættes ofte for et næsten konstant pres for undersøgelser og somatiske behandlingstiltag. Da patienterne ofte er meget aktive i deres søgen efter behandling, kan mange andre behandlere forsøge at blande sig i behandlingen og foreslå uhensigtsmæssige behandlinger eller unødvendige udredninger pga. deres manglende kendskab til patienten. Det er derfor godt at have en kollega at kunne vende problemerne med.

Supervision: støtte fra en kollega, helst en psykolog

Det kan være et spørgsmål om udredning og udelukkelse af en anden komorbid psykisk lidelse, sanering af medicin, mobilisering og aktivering, adfærdsterapi og familieterapi mv. Dette kan ofte bedst gennemføres i et psykiatrisk behandlingsregi. Mange mener herudover, at en kontinuerlig ambulant psykiatrisk behandling er andre former for behandling overlegen, når det gælder de sværeste tilfælde. Desværre er mange psykiatere utilbøjelige til at tage disse patienter i behandling.

Komorbid: samtidig

Psykolog: har en uddannelse fra et universitet i psykologi. Er ikke læge, og kan ikke udskrive recepter.

Psykiater: en læge som har taget en overbygningsuddannelse i psykologi. Kan udskrive recepter på medicin.