Det kan synes bemærkelsesværdigt at Elvis Presley (rockmusiker) led af migræne. Andre kendte musikere er Frederic Chopin og Peter Tchaikovsky.

Mere forståeligt, er det måske, at en række videnskabsmænd har lidt af migræne – herunder Charles Darwin (evolutionsteori), Carl von Linné (botaniker), Alexander Graham Bell (telefon og glødelampe) og Alfred Nobel (krudt, Nobelprisen).

Store filosoffer med migræne er bl.a. Immanuel Kant og Friederich Nietsche. Så migrænen har bestemt ikke hindret dem i at tænke.

Også politikere og andre store ledere har haft migræne. Julius Cæsar (kejser i Rom), Peter den Store af Rusland, og tre amerikanske præsidenter (Thomas Jefferson, U. S. Grant og Woodrow Wilson) er kendte eksempler.

Vi ved ikke ret meget om hvor ofte de havde migræne, og hvad de tog mod anfaldene. Men vi ved, at de stod frem i deres samtid, formentlig arbejdede hårdt og nåede mange af de mål, de satte sig.

Charles Theisler, 1995. Migraine, Winning the fight of your life. Starbust Publishers, 164 p.

Hildegard von Bingen (1098-1179) – den første kvinde, som beskrev sin migræne

Hildegard von Bingen var en bemærkelsesværdig kvinde. Hun var først på mange områder. I en tid, hvor yderst få kvinder overhovedet forsøgte at blive forfattere, var Hildegard allerede kendt med sin produktion af betydende teologiske og visionære værker, og hun var rådgiver for både biskopper, paver og konger. Hun anvendte naturens egne lægemidler i forskningen og skrev afhandlinger i naturhistorie og om anvendelsen af urter, dyr, træer og sten indenfor medicin. Hun er den første komponist, hvis biografi er blevet kendt. Hendes musikstykker blev fremført i klostret.

På trods af, af at hun ikke er blevet helgenkåret, kaldes hun nu altid Sankt Hildegard, og hendes livsværk er meget interessant for dem, som studerer religionshistorie.

Hun blev født som det tiende barn i en adelsfamilie og blev tidligt betroet et kloster, som man brugte det på den tid. Hun begyndte allerede i treårs alderen at se syner af lysende genstande, og man indså tidligt, at hun bar på en unik begavelse. Hildegard var kun otte år, da hun blev overladt til et benediktiner-kloster og blev til sidst abbedisse for sit eget kloster i Bingen, Tyskland.

Hvad derimod ikke så mange kender til er, at hun led af migræne.

Selve lidelsen er ikke skildret i detaljer, men mange af hendes åbenbaringer viste sig i tilslutning til hendes aura-migræne. Det påstås til og med, at hendes visioner var en følge af den tilstand, hun ofte befandt sig i. Den måde, hvorpå hun skildrer sine visioner, tyder klart på klassisk migrænesymptomer. Hun taler ofte i sine beretninger om fosforlignende lysende figurer i synsfeltet, stjerner, som bevæger sig oppefra og ned i synsfeltet, og til slut total blindhed. Efter et anfald beskriver hun sin tilstand som euforisk. Hun lades med ny energi og fyldes af en uendelig skabertrang.

I dag fængsles stadig flere af hendes kvindelige billedsprog, som henter næring fra naturen, og af hendes feminine teologi.

Mange af os nulevende migræne-patienter genkender os selv i Hildegards beskrivelse af migræneforløbet. Efter at have været nede i helvedet er det vidunderligt at fyldes med nye, rene ideer, få passerseddel til de raskes verden og forhåbentlig få det til at lykkes med at vende det negative i migrænen til noget positivt.

Migränbladet, Eva Ermenz, 1997.Hør O viridissima virga af Hildegard von Bingen, sunget af Janet Pape (på YouTube).

Byzantinerne havde også migræne

Hippokrates (5. århundrede før vor tidsregning) var nok den første til at beskrive hovedpine. Han kaldte sygdommen for kefalalgia, og mente den hang sammen med klimatiske forhold, for mange tanker (dvs. stress) og libido.Celsus (25 før vor tidsregning til 50) beskrev symptomerne på migræne, men det var Galen fra Pergamon (131-201) som først gav migræne sit navn. Han kaldte sygdommen hemicrania. Hemi- betyder halv, så hemicranium betød halsidig hovedpine. Efterhånden ændredes ordet langsomt til hemigrainea og derefter til migranea, og i det 14. århundrede var ordet migraine etableret på fransk.

I det 4. århundrede beskrev Oreibasios at migræne (han kalder det cephalaia) som en halvsidig hovedpine, der ikke kan kureres, og som pulserer, og som skyldes betændelse i hjernehinderne. Han foreslog behandling med rosenolie, og anbefalede god og rolig søvn, sund kost og masser af frugtsaft og kamillete.

Alexander fra Tralles (525 – 605) beskrev migræne som en pulserende hovedpine, som udløses af trivielle forhold som druk, stærke dufte og stærkt lys. Han har også notret, at der er en sammenhæng mellem migræne og fordøjelsen (dvs. kvalme).

C. Trompoukis og K. Vadikolias, 2007. The “Byzantine classification” of headache disorders. Headache 47, 1063-68.

Vi konstaterer, at migræne har været kendt meget længe, og at selvom rådene om god søvn og fornuftig kost er mere end 1500 år gamle, gælder de stadig.

Den Byzantinske rige varede fra 324 – 1453; det var den græsktalende, østlige del af romerriget; hovedstaden var Constantinopel (nu Istanbul).